Interview | Arkitekt Jens Alexander

Interview med vores rådgivende arkitekt

Arkitekt Jens Alexander Jensen sætter ord på sin oplevelse af Trygge Tunneler 2017 både før og efter udførelsen. Han har haft fokus på de fysiske og sociale rammer, samt de psykologiske påvirkninger, der er undersøgt under projektet.
 
Hvilke overvejelser bringes der i spil når man vælger at bruge kreative greb og gadegallerier som virkemiddel mod utrygge tunneler?
Vi forsøger gennem positiv identifikation at værdilade negative byrum, i dette tilfælde tunnelen, som et positivt byrum – et byrum der appellerer til vores nysgerrighed som mennesker.
 
Det er først og fremmest en ændring af tunnelens narrativ, som utrygt byrum, der forsøges at ændres på – dvs. en transformation af en række negative og utryghedsskabende associationer, som vi typisk har om isolerede og mørke byrum.
 
De negative associationer opbygges og kædes sammen, dels gennem mediebilledet, der typisk formidler de negative fortællinger fra hverdagen, og dels gennem den vandalisme som tunneler kontinuerligt udsættes for.  Skræmmende historier om f.eks. overfald, er blandt generelle samfundsfortællinger og spredes nemt igennem mediebilledet. Vi mennesker har en tendens til, at koble denne information til den fysiske hverdag vi færdes i.
 
Disse associationer manifesterer sig ved, at brugerne af det pågældende stisystem ofte reducerer brugen af stisystemerne, og derved en ufrivillig begrænsning i forhold til brug af sociale netværk og fritidsaktivitet. Denne utryghed kan medføre en ubevidst begrænsning i den fysiske og psykiske livskvalitet, som udspringer af manglende fri bevægelse og deltagelse i det sociale liv for det enkelte individ.
 
Dette betyder i praksis, at stisystemerne paradoksalt bliver en forhindring for den enkelte borger, frem for den adgangsgivende foranstaltning de oprindeligt var tænkt som.
Hvad kan du sige omkring flowet af mennesker og brugerne i området?
De pågældende tunneller forbinder et større parcelhusområde, Eriksminde, med skoler, handel, sport og fritidsaktiviteter, samt infrastruktur i form af tog og vejnettet.
 
Det ligger samtidig op af to store boligsociale områder – Askerød og Gersagerparken.
Tunnellerne bruges først og fremmest af beboerne fra parcelhusområdet, hvor mange har en forholdsvis høj gennemsnitsalder – samt de unge, der kommer fra Eriksminde, og de omkringliggende boligplanområder.
 
Det er hovedsageligt de ældre beboere, der benytter stisystemet i dagtimerne uden for perioderne før og efter skole/arbejde, mens det er de unge der bruger stisystemet i aftentimerne.
 
Vores generelle erfaringer viser at brugen af stisystemerne stiger og falder tilsvarende med de lyse timer på året – noget der i en vis udstrækning kan tilskrives den stigende og faldende visuelle orientering, og den oplevelse af tryghed der følger heraf.
 
Hvad kan man generelt sige om tunneler i forhold til det arkitekten Jan Gehls teorier?
Generelt er de fleste nedsænkede tunneller indrettet efter, at fungere som passage for den lette/bløde infrastruktur i forhold til den hårde infrastruktur.
 
Dette har bevirket, at man i planlægningen sjældent har taget højde for, at tunnelerne også skulle opfylde nogle almene menneskelige behov – med tryghed som det helt central behov.
 
Det ses via tilgængeligheden til tunnelen, hvor man oftest mødes af, enten en mur, eller buske, samt en sparsom belysning før og efter tunnelen. En dårlig orientering giver fantasien og forestillingen frit løb hos de fleste. Da de fleste tunneller samtidig er lavet i form og materialer der understøtter et ”hårdt” udtryk, samt det forhold at de tilsyneladende tiltrækker ulovligt graffiti og ”tagging”, bliver de hurtigt genstand for en ulyst til at opholde sig i.
 
Netop det at tunneler typisk indeholder ulovlig graffiti og “tagging”, har en psykologisk negativ effekt og på et underbevidst plan bliver tunnelen som byrum, et sted hvor der sker ulovlige ting – et byrum uden for lov, og dermed den orden som de fleste mennesker oplever som en forudsætning for tryghed.
Hvad er tunnelers generelle funktionalitet set fra en arkitekts perspektiv?
Som nævnt før, fungerer tunnelen isoleret set udelukkende som passage, og bliver dermed ofte til et spørgsmål om en praktisk funktion.
 
Ud fra et praktisk synspunkt, er tunnelen blot en infrastrukturtilpasning, der forbinder to områder eller steder. Det har i de fleste tilfælde, hvor mennesker benytter stisystemer, ikke nogen egentlig betydning udover det topografiske skifte, som naturligvis kan være en fysisk faktor for ældre og gangbesværede.
 
Men tunnelen er samtidig en adgangsvej, og kan betragtes som den kobling der åbner verden for den bløde trafikant på cykel, eller de gående, de løbende, børnene der skal i skole, de hjemmegående, de handlende og de som bare skal besøge venner i nærheden. I stisystemet, som bindes sammen på kryds og tværs af den hårde infrastruktur, bliver det ofte med tunnelen som et knudepunkt. Det er et netværk af adgang til resten af samfundet, som rigtigt mange i det daglige er afhængige af.
 
Det er derfor utroligt vigtigt at tunnelen fungerer efter hensigten, både i forhold til at være veloplyst, men også i forhold til at give opfattelse af at være sikker at færdes i. Særligt i perioder om efteråret og vinteren hvor det er glat, og hvor kuperingen der er etableret før og efter selve tunnelen, kan give problemer for mange grupper af gående og ældre. 
 
Hvilke typiske problemer opstår i og omkring tunneler, set fra en arkitekts perspektiv?
Set ud fra et arkitektonisk perspektiv, er den nedsænkede tunnel en løsning, der samtidig indeholder sit eget problem.
 
Den giver adgang for den bløde trafikant, men skaber samtidig en kupering i landskabet, som giver en fysisk udfordring for den bløde trafikant. Den fysiske udfordring er for de fleste overkommelig, og udgør ikke noget problem, men for mennesker med bare en smule nedsat fysisk funktionsevne, bliver den til en fysisk og psykisk modstand eller barriere, som må overkommes. Heri ligger også tunnelens indbyggede problem. Der følger naturligt en stigning efter passagen i tunnelen, uanset hvilken retning man kommer fra, som kræver en øget fysisk anstrengelse.
 
Da menneskets psykologi er indrettet til at søge den mindst energikrævende rute, lagres tunnelen, som den del af ruten man gerne vil undgå, ud fra en anstrengelsesmæssig betragtning.
 
Det er den samme biologiske funktion, der får sunde og raske mennesker til at stå i en lang kø for at tage rulletrappen i stedet for at trappen på banegårdene. De samme mennesker som vil udfordre trafikken ved, at søge den korteste rute over vejen, frem for at bevæge sig lidt længere og søge over, hvor trafikken er indrettet til overgange for gående og cyklister.
”Netop det at tunneler typisk indeholder ulovlig graffiti og “tagging”, har en psykologisk negativ effekt og på et underbevidst plan bliver tunnelen som byrum, et sted hvor der sker ulovlige ting”
 – Jens Alexander
Der er altså en ubevidst udfordring indbygget i tunnelen, som giver en indre modstand hos de fleste mod dens funktionalitet. Der ligger derfor en opgave i, at gøre tunneller attraktive i en vis forstand – at gøre turen til en oplevelse, der overstiger den fysiske og psykiske ”modstand” der er indbygget i formen.
 
Her er det vigtigt, at sondere mellem om indgrebet rent faktisk tilfører tunnelen en kvalitet, eller det blot sænker modstanden. En sænkning af modstanden vil, som parameter, have den ringeste effekt i forhold til investering. Det er som almindelige brugere i sidste ende ikke tunnelens fysiske forudsætninger, der er afgørende for om vi ønsker at benytte den. Derimod er det afgørende om den pågældende tunnel, grundlæggende set, er et trygt byrum at befinde sig i.
 

Jens Alexander

Ejer af tegnestuen Fællesrum Arkitektur og byplanlægger

Arkitekt

Læs vores interviews med resten af teamet

Steffen Gray | Street Studies CPH | Projektleder | Creative Placemaking | Graffiti Projekt | Utrygge Tunneler 2017 | Greve, Hundige, Eriksminde

Steffen Gray

Creative placemaker og projektleder

Brandon Lewis

Muralist og medieudvikler

Nicky Petersen

Kommunal projektleder og byplanlægger

Faglige reflektioner

Jens Alexander

Arkitekt | Fællesrum Arkitektur

Sabrina Stender

Kommuikationskonsulent

Jonathan Fjord

Storyteller | Visuel Kommunikation

Hakon Ask

Storyteller | Forvandlende fortællinger